Valg- og frimenighedernes historiske baggrund

Valgmenighedsloven blev vedtaget i 1868. I mere end 150 år har man således inden
for folkekirkens rammer frit kunnet danne menighed om den præst og den
forkyndelse, man ønsker. Valgmenigheden er en menighedsform, der bygger på et
fællesskab, der lever så længe, der er vilje til at holde fællesskabet fast.

Den historiske baggrund er i sig selv interessant. Det danske samfund har fra
begyndelsen af 1800-tallet været præget af, at almindelige mennesker i stigende grad
har vovet at tage ansvar. På landet oplevede vi det med de mange andelsbevægelser,
der opstod, da bønder og husmænd tog ansvar for egen økonomi frem for at være
afhængige af herregårdsmejerier eller privat oprettede mejerier og slagterier. I takt
med, at man tog økonomisk ansvar, ønskede man også at tage ansvar for sine børns
uddannelse og opdragelse. Det havde allerede i 1839 ført til, at man fik lov at danne
frie skoler. I forlængelse heraf blev der oprettet højskoler med det hovedformål at
danne og uddanne karle og piger, så de fik mod og indsigt til at tage ansvaret på sig
både i nære forhold og i samfundet. Det var en frihedskamp på alle fronter – frihed til
selv at råde over eget liv, såvel arbejdsliv som skoleliv og kirkeliv. Kirkelivet fulgte
herefter med. Lige så lidt, som man ville være underlagt en statsmagtsautoritet i
politik og uddannelse, ville man det i trosforhold. Kirkeligt resulterede det først i
loven om sognebåndsløsning i 1855. Med den fik folk frihed til at slutte sig en præst,
hvis forkyndelse, man mente at kunne have tillid til.

Men mulighed for sognebåndsløsningen var ikke nok. Den blev fulgt op af
valgmenighedsloven i 1868. Den blev til for at løse et spørgsmål vedrørende
afskedigelsen af præsten og rigsdagsmanden Vilhelm Birkedal i Ryslinge.
Afskedigelsen var ikke kirkeligt motiveret, men politisk. Ganske vist var Birkedal
kendt som kirkelig stridsmand og havde blandet sig i en sag om gendåb i et andet
sogn, men grunden til afskeden var, at for Birkedal var fredsslutningen 1864
vanærende, ja decideret ”pjalteri”, og fra tingets talerstol havde han opfordret kongen
til enten at genoptage kampen mod Preussen eller abdicere. Da han så i sin kirkebøn
bad ”Gud skænke kongen et dansk hjerte, om det er muligt”, førte det til, at han i
sommeren 1864 blev afskediget.

Men Birkedals mange støtter nægtede at affinde sig med afgørelsen. Hans støtter kom
både fra sognemenigheden og fra den efterhånden talstærke kreds af
sognebåndsløsere og fra tilhængere af den kirkelige frihed generelt i landet.
Resultatet blev, at en fri grundtvigsk menighed blev dannet. I første omgang mødtes
den om gudstjenester i tærskeloen i Ryslinge Præstegårds kornlade, senere byggede
den egen kirke.

Ryslingesagen inspirerede grundtvigsksindede i hele landet. Grundtvig selv var dybt
optaget af sagen og skrev indlægget ”Hvad kommer det Præsten i Vartov ved, at
Præsten i Ryslinge bliver afsat” – med svaret, at det kommer alle ved, da det er en
principiel sag om både præstens og menighedens frihed.

Det hele resulterede i, at valgmenighedsloven d. 15. maj 1868 blev vedtaget, med
virkning fra 1. juli. Loven betød, at man inden for folkekirkens rammer på tværs af
sogneskel kunne danne en menighed, der kunne ansætte en præst, man havde tillid til.
Loven om sognebåndsløsning og valgmenighedsloven er beslægtede, da de begge
handler om muligheden for og dermed viljen til at tage ansvar for, hvilken menighed
og præst man ville høre til. Men hvor sognebåndsløsningen kun gælder den enkelte,
gjaldt valgmenighedsloven en menigheds ret til at vælge og ansætte egen præst.

 

På sin vis var det ikke en grundtvigsk tanke, at folkekirken skulle opgive
sognestrukturen. Grundtvig talte imod en statskirke, men ikke imod en samlet
folkekirke. Men da Ryslinge Valgmenighed blev dannet, var han imidlertid begejstret
og skænkede selv dåbsfadet til den nye kirke i glæde over, ”at en menighed for første
gang, siden Konstantin den Store i 300 gjorde kristendommen til en statsreligion,
ikke blev beordret dannet ovenfra, men var vokset frem nedefra på folkelig vis ”.

Helt væsentligt var det, at valgmenighedsloven ikke var vedtaget pga. af trosforskelle
mellem valgmenigheder og sognemenigheder, men på grund af en frihedstanke.
Valgmenighederne havde og har stadig fælles trosgrundlag med den øvrige
folkekirke, men har valgt at organisere sig anderledes.

Valgmenighedsloven går kort ud på, at mindst 50 stemmeberettigede medlemmer i
folkekirken kan vælge at danne menighed og selvstændigt vælge og kåre egen præst.
Valgmenigheden har ret til at benytte sognekirken, men kan også vælge at have egen
kirke. Valgmenigheder er formelt under tilsyn af biskoppen, hvad angår lære,
gudstjenesteform m.m. I praksis er der mange variationer i valgmenighedernes
gudstjenesteformer og store afvigelser fra hovedlinjen i de folkekirkelige forskrifter.
Hvad angår læretilsyn, har ingen biskop grebet ind over for valgmenigheder og deres
præst i de sidste 90 år. Økonomisk er valgmenigheden selvstændig, og medlemmerne
betaler ikke kirkeskat, men medlemsbidrag direkte til menigheden. Bidraget er
fradragsberettiget.

Frimenighederne

Folkekirken kunne imidlertid ikke alle steder rumme den frihedstanke, der voksede i
de grundtvigske kredse. Inden for de frie grundtvigske kredse var der menigheder, der
ønskede en endnu større grad af frihed. I 1883 blev derfor den første grundtvigske
frimenighed oprettet på Mors. Anledningen var en strid om børnealtergang, men
motivationen havde baggrund i ønsket om på alle måder at stå fri og helt uafhængig
som menighed. Senere er flere andre frimenigheder blevet oprettet, ofte med
udgangspunkt i en strid med den folkekirkelige myndighed. Desuden blev et antal
frimenigheder oprettet som danske menigheder i Nordslesvig mellem 1864 og 1920
(heraf består endnu 2).

Frimenighedernes menighedstanke og organisering ligner på mange måder
valgmenigheden. Forskellen er hovedsageligt, at frimenighederne ikke er en del af
folkekirken og derfor ikke står under biskoppens tilsyn. I dag er der 8 grundtvigske
frimenigheder i Danmark. Herudover er der siden slutningen af 1990’erne oprettet en
række missionskprægede menigheder, der på samme måde ikke ønsker at være en del
af det folkekirkelige tilsyn.

I dag er der 37 grundtvigske valg- og frimenigheder som er samlet i Foreningen af
Grundtvigske Valg- og Frimenigheder. Selvom de grundtvigske menigheder er fælles
om at stå i en grundtvigsk tradition, er der store variationer imellem dem. Sådan må
det være, når grundlaget er de enkelte menigheders fællesskab.

Udover de grundtvigske valgmenigheder og frimenigheder er der i de senere årtier
blevet oprettet menigheder med missionsk og karismatisk baggrund. De bæres i høj
grad af kirkeligt konservative unge, der ikke længere synes, de kan rummes i de
sognekirkelige menigheder, og i det hele taget mener, at folkekirken ikke i
tilstrækkelig grad er bibelsk funderet. Et af de sidste skud på valgmenighedernes
stamme er migrantmenigheden ”Church of love” i Odense, der er oprettet i 2014.

Inden for folkekirken har de frie menigheder ikke altid været lige velsete. De
anklages for at skabe splid og bryde det kristne fællesskab i sognene og anklages
desuden for ikke at løfte et fælles socialt ansvar. ”Ren nostalgi” kaldte den nys
aftrådte lektor ved det teologiske fakultet i København, Hans Ravn Iversen, os og
hævdede, at valgmenighedernes negative følger for folkekirken har været større end
gevinsten.

Det hører til den frihed i folkekirken, som de frie menigheder går ind for, at han skal
have lov at sige sådan, men det bliver det ikke rigtigt af.

Valgmenighedernes betydning for folkekirken

Valgmenighederne (og frimenighederne) har, som Ingrid Kjeldsen, tidligere
valgmenighedspræst i Ryslinge, skrev i en kronik i maj 2018, gennem frisind og
medbestemmelse på mange måder påvirket den øvrige folkekirke. Menighederne
organiserede sig med bestyrelse allerede fra 1868, mens sognemenighederne først fik
menighedsråd ca. 40 år senere. Børnealtergang blev første gang praktiseret i Morsø
Valgmenighed (der derefter måtte danne frimenighed), og første gang loven om
kvinders adgang til præsteembedet blev virkelighed, var i Lolland-Falsters
valgmenighed.

I den aktuelle kirkelige situation er den vigtigste betydning for folkekirken måske, at
de frie menigheder er et synligt bevis på, at menigheder kan organiseres fra neden,
båret af folks medansvarlighed og frivillige hjælp i praktiske forhold. Mens den
øvrige folkekirke i stigende grad organiserer sig centralt og på mange måder er i færd
med at få en rolle som et serviceorgan, der står til rådighed for befolkningens
religiøse behov, fastholder valgmenigheden at bygge på frivillighed. I valg- og
frimenigheder er der oftest en høj grad af frivilligt praktisk medarbejde af
menighedens medlemmer i alt fra kirkepyntning, vedligeholdelse, kaffebrygning,
udflugter m.m. Det betyder, at man er aktivt medarbejdende i menighedens opgaver.
Det hjælper til engagement.

Man har sjældent kirkekor og mange steder ikke kirkesanger eller kirketjener.
Menigheden får på den måde en nødvendig aktiv rolle ved søndagsgudstjenesten.
Folk må også her være medansvarlige. At menigheden har ansvar for sin økonomi,
for præstegård og ofte også kirke og kirkegård, og desuden har ansvar for, at der
kommer folk i kirke om søndagen, er en styrke for et fællesskab. Der eksisterer ikke
noget sikkerhedsnet, og menigheden er altså på alle måder og meget konkret
nødvendig. Ellers dør den.

I valg- og frimenighederne vælger medlemmerne suverænt selv deres præst og kan
lige så suverænt selv afskedige præsten. I de fleste menigheder sker selve valget på et
menighedsmøde. Det betyder, at menigheden selv har et tydeligt ansvar for, hvem den
har som præst, hvilket tilskynder til loyalitet i forhold til præsten. Suveræniteten i
præstevalget betyder også, at en præst kan afskediges. Det er en fordel for saglig
harmoni i menigheden. Det giver mindre plads til kværulanter, fordi folk må afgøre
med sig selv, om de ønsker præsten bort, eller om de vil gå ind i konstruktivt arbejde
med eventuelle forandringer. Det er på alle måder en fordel for præsten i hans
arbejde, at hun/han kan holde sig til, at menigheden selv er ansvarlig for, at præsten
er dens præst. Har man selv valgt, må man stå ved valget eller formulere en reel
kritik.

For en valg- eller frimenighed kan der aldrig være tvivl om, at menigheden, den
lokale konkrete menighed, er grundpillen. Uden en menighed, der er bevidst om sit
ansvar, er der ingen menighed.

150 år med frie menigheder er værd at fejre og værd at være stolte af. Det, de frie
menigheder kan, er at inspirere til aktive levende fællesskaber, der bæres af et fælles
ansvar. Det er på ingen måde hele løsningen på alle folkekirkens udfordringer. Men
den grundlæggende frihedstanke, der lå og stadig ligger bag valgmenighedernes
menighedsindretning, og den synlige realitet af, at en menighed må bæres af
ansvarlige menighedsmedlemmer, burde på mange måder kunne inspirere den
sognekirkelige struktur, så menighederne lokalt tager ansvar og bærer med.

Artiklen er bl.a. skrevet på baggrund af jubilæumsskrifterne fra Ryslinge i anledning af 150-året for den
første valgmenigheds oprettelse. Samt en kronik i Kristeligt Dagblad 2018 af Ingrid Kjeldsen, tidligere
valgmenighedspræst i Ryslinge.

Login Form