|
Folket kræver medbestemmelse
Både i Danmark og i resten af Europa skete der i sidste halvdel af 1700-tallet og i begyndelsen af 1800-tallet omfattende politiske og sociale reformer. Landboreformer, bl.a. Og der opstod et folkeligt krav om større åbenhed og medbestemmelse også i religiøse anliggender. - Et krav, der skal ses i sammenhæng med, at der i tiden omkring århundredeskiftet var blevet større og større utilfredshed med den forkyndelse, der lød i kirkerne. Rationalisme i kirken, - Jesus som moralsk forbillede
Mange protestantiske præster var dengang så præget af oplysningstidens almindelige tendens til at tale til fornuften og til den enkeltes samvittighed, at både det indre trosliv og det fælles menighedsliv trådte i baggrunden. Præster og teologer tog mere eller mindre afstand fra gamle kristne dogmer som f.eks. arvesynd, Jesu stedfortrædende lidelse og Kristi guddommelige natur. I stedet fremhævede de Jesus som moralsk forbillede og mente, at religionen - og præsterne selv - først og fremmest skulle opdrage det enkelte menneske til at blive en bedre borger. Mange præster blev da også foregangsmænd i det praktiske liv, - de arbejdede for bedre skole- og fattigvæsen, for fremskridt i landbruget, for folkesundhed m.m. Initiativer, der bestemt ikke skal underkendes, men som ikke desto mindre nedtonede forkyndelsen af evangeliet om Guds kærlighed og nåde.
Pietistiske læg-mandsbevægelser og hjertes renhed
Men som så ofte i historien, fik heller ikke dengang én bevægelse lov til at stå alene: Den pietistiske fromhedsbevægelse, som allerede i 1700-tallet havde fået stor indflydelse på luthersk kristendom (i Danmark ikke mindst levendegjort gennem Brorson´s salmedigtning), havde stadig tag i en stor del af befolkningen, - og gav den kirkelige rationalisme et vægtigt modspil. Religiøse lægmandsbevægelser fik vind i sejlene. Bevægelser, der betonede hjertes renhed fremfor fornuften. Pietisterne talte om menneskets syndighed og fremhævede troen på Kristus som frelser og forsoner.
Oplysningskristne og pietister sætter individet i centrum
Forskellene til trods var både pietister og oplysningskristne dog børn af tiden: Begge opfattelser kredser om jeget, lægger vægt på den enkeltes erkendelse, følelser og oplevelser. På bekostning af menighedes fællesskab. Men noget nyt var i gære...
Nyt syn på natur og historie giver næring til følelse og fantasi, - nye vækkelser opstår
Allerede med den franske revolution (1789-99) havde troen på det gode i mennesket og tilliden til fornuften fået et skud for boven, og fra begyndelsen af århundredeskiftet, var digtere og tænkere i stigende grad blevet lede og kede af oplysningens nyttemoral. En ny tysk idealistisk filosofi vandt indpas: Romantikken. Nu blev det naturen og historen, man fordybede sig i. Natur og historie betragtet som en organisk helhed. Man vendte sig både til Oldtidens myter og til middelalderens mystik, som kunne give næring til følelsen og fantasien.
Grundtvig sætter menighedens fællesskab i centrum
Alt i alt gav de nye tanker et frisk pust både til kulturen, religionen og den folkelige bevidsthed. Nye vækkelser opstår, og Grundtvig træder frem med sit syn på folk og kirke. Salmesangen fornyes og menighedens fællesskab omkring dåb og nadver får en helt central placering. Iflg. Grundtvig er det først og fremmest her, ved "badet og ved bordet", Gudsordet åbenbares. Her er det nemlig Vor Herre selv, der taler til sin menighed, - i trosbekendelsen, i fadervor, i dåbs- og nadverordene...
Grundtvigs gudstjeneste- og menighedssyn har vundet indpas
Om man nu tilslutter sig Grundtvigs såkaldt "mageløse opdagelse", dvs. tanken om, at også trosbekendelsen er et ord af "Herrens egen mund", - eller ej; så er det en kendsgerning, at både den, såvel som dåben, nadveren og salmesangen den dag i dag står stærkt i den danske gudstjeneste. Vægtige dele af det Grundtvigske arvegods..
|