Den første frie, grundtvigske menighed - Ryslinge 1865.

For 150 år siden, søndag den 19. november 1865, lød der salmesang fra præstegårdsladen ved Ryslinge kirke på Fyn. Sognets præst – den nationalt sindede politiker og kirkelige stridsmand, Vilhelm Birkedal – var kort forinden blevet afskediget fra sit embede på grund af barsk kritik mod regeringen og kongen. Ifølge Birkedal havde fredsslutningen efter krigen i 1864 været vanærende, ja decideret ’pjalteri’; i stærke vendinger havde han fra Folketingets talerstol opfordret den daværende konge til enten at genoptage kampen mod Prøjsen eller abdicere.

Birkedal havde i længere tid været en torn i øjet på myndighederne. Året forinden havde kultusminister Heltzen forsøgt at få ham afskediget, efter han i en kirkebøn havde bedt ”…Gud give Kongen et dansk Hjerte, om det er muligt!” Biskop Engelstoft i Odense frarådede dog en fyring, da Birkedal med sine mange tilhængere blandt vækkelsesfolkene og grundtvigianerne alt for let ville blive en martyr for den kirkelige friheds sag.

Men fyret blev han. Birkedals mange kirkelige støtter, både den talstærke menighed, der efterhånden havde samlet sig under hans prædikestol i Ryslinge og tilhængere af den kirkelige frihed landet over, var dog ikke til sinds at forbigå afskedigelsen i stilhed. Dermed lagde fyringen ikke blot grund for dannelsen af den første frie, grundtvigske menighed i Danmark, men inspirerede samtidig også grundtvigsk sindede lægmænd og præster landet over til at gøre, som man gjorde i Ryslinge: at danne frie menigheder om frie præster.

Søndag den 19. november 1865 mødtes præst og menighed for første gang til gudstjeneste i tærskeloen i Ryslinge præstegårds kornlade. Kirken havde man ikke længere lov at bruge; provsten havde beordret herredets øvrige præster til på skift at varetage gudstjeneste i sognekirken, indtil den nye præst var ansat.

Præstegårdsladen var meget mørk, så man satte ekstra vinduer i. Væggen ind mod selve laden blev dækket med grangrene. Prædikestolen var den talerstol, man plejede at bruge til folkelige møder; døbefonten et simpelt porcelænsfad. Ved østvægen opstilledes et alter på en baggrund af to store dannebrogsflag med et påhæftet grankors. Et stik af Correggios Nat blev brugt som alterbillede. Menighedens gamle kunne under gudstjenesten sidde ned på bænke af uhøvlede brædder, mens resten af tilhørerne stod op og fyldte hele ladegangen.

Man kunne let forestille sig, at Birkedal – opildnet af menighedens harme over at føle sig uretfærdigt behandlet af de kirkelige myndigheder – kunne have fundet lejlighed til at tordne mod den folkekirke, som han og menigheden følte sig presset ud af. Det gjorde han nu ikke. I stedet er mange af de prædikener, der er bevaret fra tiden i laderne, præget af en særlig varme og besindighed. Kirkeligt set var præst og menighed nu på Herrens mark, og det gav en stærk fornemmelse af, hvor vigtigt det var, at man nu stod sammen.

Naar jeg seer mig omkring i denne Lade, da tykkes den mig ikke uden Tillokkelse for denne Hyrdegerning. Det var jo i en Stald og Lade, Verdens Frelser fødtes, det var ikke et Pallads eller en stolt Marmorkirke – men en ringe Stald på den vildende Mark, hvor Han fandt sit første Leje. […] Her i denne Lade se vi rundt omkring de nøgne Bjælker – det minder mig om Korsbjælken, hvorpaa Verdens Frelser hang. […] Der er dæmrende dunkelt i dette Huus og Lyset bryder kun sparsomt igjennem de smaa og faa Ruder, det minder mig om Gravhvælvingen, hvor Verdens Frelser laa og begrov al vor Synd, men tillige om Timen, da Englen Rokkede Stenen og en Lysstraale faldt paa Hans blege Kind, og Han rejste sig og gik ud til Lys og Forklarelse.

Det er ikke blot i Ryslinge, at harmen over afskedigelsen var stor.

Ryslingesagen satte det kirkelige og folkelige Danmark på den anden ende med en klar fornemmelse af, at Birkedal var blevet gjort til martyr af regeringen. Landet over blev der holdt møder til støtte for Birkedal og den kirkelige frihed. Grundtvig var fyr og flamme og spurgte i et indlæg retorisk: Hvad kommer det Præsten i Vartov ved, at Præsten i Ryslinge bliver afsat? Han gav selv svaret: Det kommer alle ved, da det er en principiel sag om både præstens og menighedens frihed.

Grundtvig og mange af hans disciple mente, at tiden var ved at være inde for almindelig udtrædelse af folkekirken – den slags trusler koketterede Grundtvig i ny og næ med, uden dog at gøre alvor af sagen. I stedet bliver den varige frugt af kirkekampen i Ryslinge opførelsen af Nazarethkirken i 1866 og vedtagelsen af loven om valgmenigheder i 1868. Birkedals menighed var den første til at søge anerkendelse under den nye lov.

Dannelsen af den frie menighed i Ryslinge og loven om valgmenigheder blev en stor sejr for de grundtvigske tanker om kirkelig frihed. Kirkehistorikeren P.G. Lindhardt kalder ligefrem grundtvigianismens glansperiode i 1870’erne og 80’erne for en ’valgmenighedsbevægelse’. Det skyldes ikke så meget antallet af nyoprettede valgmenigheder – der blev aldrig flere end ca. 30. I højere grad hænger det sammen med, at det kirkelige frihedsprincip nu var blevet slået fast med syvtommersøm, samt at valgmenighederne som en kirkelig avantgarde på mange måder kom til at danne mønster for den senere kirkelovgivning om frit præstevalg og sognedemokrati. Lindhardt har ret i, at de frie menigheder blev mere end blot en ventil på folkekirkens maskineri; de blev en kraftkilde og en stadig inspiration for hele dens organisme.

Opgør med “autoritetskristendommen”
I 1918 blev Torkild Skat Rørdam indsat som ny præst for Ryslinge Valgmenighed. Rørdam var stærkt præget af den såkaldte ”liberalteologi”, og for ham handlede det i høj grad om at gøre op med den form for kristendom, der byggede på falske autoriteter, om det så var Bibelen som ufejlbarlig helligskrift eller en bogstavelig tro på underne i Det Ny Testamente. Den falske kristendom, “autoritetskristendommen”, var ifølge Rørdam udtryk for en fortvivlet jagt efter ydre garantier og beviser for kristendommens sandhed og måtte derfor vige for kristendommens eneste sande autoritet: den åndelige, eller “livsstrømmen i menigheden” , som han selv kaldte den. Rørdams opgør var ikke blot et opgør udadtil. Faktisk var hans væsentligste modstandere de lægfolk og præster fra den grundtvigske bevægelse, der havde indsat trosbekendelsen som den sikre, ydre, ufejlbarlige autoritet for deres tro.

Uro og splittelse i menigheden
Disse, for nogen provokerende, tanker om kristendommen, satte en voldsom debat i gang i det kirkelige landskab. Den langt overvejende del af valgmenigheden støttede til at begynde med op om deres præst, men kritiske stemmer indenfor menigheden blev flere og flere, efterhånden som det ydre pres på Rørdam voksede. I efteråret 1920 holdt Rørdam en meget markant prædiken, hvori han understregede det afgørende i at være redelig i sin tro, også selvom det indebar, at man måtte afvise de naturbrydende undere. Igen blussede debatten op, denne gang også internt i menigheden. På et møde den 25. februar 1921 besluttede det mindretal, der var imod Rørdam, at danne en ny valgmenighed og udnævnte forstanderen på Danebod Højskole, Thorvald Knudsen, som sin nye præst. Den nye menighed antog sig navnet “Ryslinge Grundtvigske Valgmenighed”, vel sagtens for at understrege, at Rørdams valgmenighed ikke længere kunne anses for grundtvigsk.

Dåbssagen
Med delingen af valgmenigheden var urolighederne dog ikke ovre. Som en konsekvens af sit opgør med “autoritetskristendommen” ændrede Rørdam på ordlyden i dåbsritualet, så der ikke længere lød en tilspørgsel ved forsagelsen og de forskellige led i trosbekendelsen. I stedet fremsagdes trosbekendelsen efterfulgt af dette spørgsmål: “Vil du døbes til, hvad Gud giver i denne tro?” Med sin ændring af dåbsritualet ville Rørdam understrege, at dåben ikke er et “politiforhør”, der afhænger af de rigtige meninger og svar, men at den derimod er en gave fra Gud til mennesker, der kun kan modtages i frihed.

Fra valgmenighed til frimenighed
Endnu før ændringen af dåbsritualet var blevet godkendt af ministerium og biskop, begyndte Rørdam dog at bruge det nye ritual. Det havde som naturlig følge, at han ikke længere kunne være valgmenighedspræst indenfor folkekirken. Menigheden drog derfor i 1925 den fulde konsekvens og omdannede sig til en frimenighed, der jo ikke er underlagt hverken bisp eller ministerium. På den måde kunne Rørdam fortsætte som præst i menigheden, der nu antog navnet Ryslinge Frimenighed.

Ryslinge Valgmenighed og Ryslinge Frimenighed i dag
Der er i tidens løb sagt og skrevet meget om forskellene på de to grundtvigske menigheder i Ryslinge: om bønder vs. husmænd, venstrefolk vs. Radikale samt røde køer vs. sortbrogede. Det er altid farligt at generalisere, men det er nok ikke helt galt at påstå, at valgmenigheden igennem årene har lagt særlig vægt på den kirkelige side af den grundtvigske tradition, hvorimod frimenigheden i højere grad har dyrket den side af det grundtvigske, der rimer på frisind. Når det er sagt, er der i dag tale om to velfungerende menigheder, der i det store hele har lagt fortidens stridigheder bag sig. De to menigheder samarbejder om mange forskellige arrangementer, ligesom præsterne afløser hinanden under ferie og friweekender.

Mikkel Crone Nielsen, frimenighedspræst i Ryslinge

Login Form