Folkekirken og de frie menigheder

Grundtvigs syn på folk og kirke har sat sig spor i kirke og samfund. Hvis et sognekirkemedlem i dag går til gudstjeneste i en grundtvigsk valg- eller frimenighed vil han/hun nok føle sig behageligt overrasket over, at der synges så godt med på salmerne, men han/hun vil næppe føle sig som en fremmed. I det hele taget er der nu om dage nok flere ligheder end forskelle mellem en sognemenighed og en fri grundtvigsk menighed. Det er en udvikling, der har sin baggrund i, at både folkekirke og samfund i det store hele har taget det grundtvigske syn på folk og kirke til sig.

Man kan spørge, om valg- og frimenighederne så ikke overlevet sig selv? Kunne medlemmerne her ikke ligeså godt gå over til den stedlige sognekirke? Når den frihed, valg- og frimenighederne i sin tid kæmpede for, i så stor udstrækning har vundet indpas i Den danske Folkekirke?  Det gælder f.eks. menighedens frihed til selv at vælge præst og børnenes deltagelse i altergangen på lige fod med de voksne.

Det mener vi naturligvis ikke. Så længe der reelt er en menighed, dvs. tilstrækkeligt med medlemmer til at holde menigheden i live, både økonmisk og ved deres engagement i gudstjenester og møder, så længe har den enkelte valg- eller frimenighed sin eksistensberettigelse. Ja, er uundværlig. Bliver menigheden derimod væk fra gudstjenesten og de arrangementer, som menigheden arrangerer, så opløser den sig selv.

Hertil kommer, at der i øjeblikket er store ændringer på vej i den folkekirkelige struktur og model. Og det er ikke tiltag, som de fleste grundtvigske valg- og frimenigheder ser positivt på. Kirkeråd, synoder eller andre organer, der vil fjerne magten fra menighederne er i direkte modstrid med hele den grundtvigske tanke, og man kan derfor godt tænke sig, at der netop i de kommende år vil komme en fornyet interesse for de fire menigheder, hvis der gennemføres en egentlig kirkelig lovgivning og oprettes kirkeråd og andre styrende organer.


Valg og frimenighederne kan stadig være til inspiration for den folkekirke, vi føler os knyttet til. Vi ønsker at med både med og modspillere, ikke fordi vi føler os bedre end andre menigheder, men fordi vi har tradition for at turde tale frihedens sag, når det gælder menighedens selvbestemmelse, i ydre såvel som i indre forhold. En frihed, som også i vores tid, ind imellem, står i fare for at blive trådt under fode af myndighederne.


Ind imellem får valg- og frimenighederne skyld for at være både selvcentrerede og selvtilstrækkelige, ja ligefrem eksklusive og selvhævdende, eller vi bliver opfattet som ubehagelige konkurrenter til sognekirkerne. Sådan betragter vi ikke os selv. Vi mener ikke, vi er bedre end alle andre, hverken menneskeligt eller kristeligt. Ej heller, at vi er "utilpassede". Vi kan bare godt lide den måde en valg- og frimenighed fungerer på, Med stor selvbestemmelsesret og anvendt demokrati. Hvor en del måske før i tiden meldte sig ind i en fri menighed, fordi man var utilfreds med den stedlige sognekirke, altså valgte et fællesskab fra,  så er der i dag snarere tale om et bevidst tilvalg. Mange føler sig simpelthen tiltrukket af valg- og frimenighedsmodellen. Og i grunden er det vel heller ikke så tosset, at der findes et alternativ til sognekirkestrukturen? På samme måde som friskolerne er et alternativ til folkeskolen.

  

Login Form